Dette indlæg er ikke det nemmeste for mig at skrive. Det er nu lidt ironisk, for det er egentlig en lykkelig historie om et mirakel. Et mirakel der gjorde, at jeg stadig har min morfar i dag. Det er svært for mig at skrive om, fordi der er så mange følelser forbundet med det minde, og jeg er ikke den bedste til at udtrykke mine følelser. Det er nu af samme grund, at jeg vælger at skrive om oplevelsen. Den ændrede, hvem jeg er i dag, og den har ændret mit syn på livet. Dette indlæg er historien om, hvordan jeg for et halvt år siden var sekunder fra at miste min morfar, og hvordan en hjertestarter reddede hans liv.
Badmintonmesteren
Min morfar er frisk af sin alder. Han og min mormor bor i et dejligt hus i Farum med deres schæferhund. Min mormor går tur med hunden tre gange dagligt, laver mad tre gange om dagen og læser dagens avis. Min morfar står op hver morgen til en ny dag. Hver tirsdag og torsdag spiller han badminton nede i klubben med sine venner af samme aldersgruppe. Han har spillet badminton hele sit liv og har altid sagt, at han vil have sin dyrebare badmintonketsjer med i graven. Vi har altid grint lidt ad det, men nu er det ikke så sjovt længere.
Som de fleste andre unge børnebørn, er jeg alt for dårlig til at holde kontakten med mine bedsteforældre. Man har altid ih og åh så travlt med alt muligt, og lige pludselig, inden man ser sig for, så er de her ikke længere. I sommer fik jeg mit livs chok, som siden da har sat stof til eftertanke.
Min morfar havde inviteret mig op i badmintonklubben en søndag, hvor den ellers var lukket. Han var jo medlem af bestyrelsen, og med det hører der privilegier. Jeg kunne mærke, at det betød meget for ham at se mig og inddrage mig i den sport, han elsker så højt. Det var også kun derfor, jeg ikke aflyste, for jeg var egentlig også inviteret til noget andet, som jeg hellere ville til. Jeg væmmes ved tanken i dag.
Alt håb var ude – indtil hjertestarteren
Min morfar havde tænkt over alle detaljer. Ketsjere til os begge, de fineste fjerbolde og en sandwich til os hver med Mormors berømte hønsesalat. Vi havde det virkelig sjovt, allerede inden vi begyndte at spille. Min morfar vandt det første sæt ret overbevisende, og jeg var ikke helt tilfreds. Da vi var godt i gang med andet sæt, begyndte min morfars reaktionsevne at blive dårligere. Han nåede ikke boldene, og i starten var jeg helt sikker på, at han gjorde sig dårlig for at gøre mig glad.
Indtil han tog sig til brystet. Da smed jeg min ketsjer, og det hele gik meget stærkt efter det. Det er ikke alt, jeg husker lige klart. Jeg husker, at jeg råbte efter hjælp, men vi var de eneste i hallen og sikkert også i hele klubben. Der kom ingen, og mit førstehjælp er meget rustent. Der gik alt for lang tid, inden jeg fandt mod til at forlade min morfar og løbe hen til min rygsæk for at hente min telefon. Det var først, da jeg fik ringet 1-1-2, at jeg begyndte at tænke klart.
De spurgte efter adressen, og jeg fortalte dem, hvor vi var. Kvinden i telefonen fortalte mig, at jeg skulle bevare roen, og at ambulancen var på vej. Hun spurgte, om jeg kunne førstehjælp og bad mig om at finde en hjertestarter. Jeg husker, at jeg kiggede forvirret rundt og råbte af hende, at det var totalt håbløst at bruge tid på ligefrem at lede efter en hjertestarter, når min morfar lå og havde hjertestop. Men jeg gjorde, hvad hun sagde, og ganske rigtigt, så var der en hjertestarter i klubben.
Nu ser jeg altid efter en hjertestarter
I ambulancen fortalte lægen mig, at det hele var et spørgsmål om sekunder. Han fortalte mig, at hjertestarteren havde reddet min morfars liv. I dag besøger jeg min morfar flere gange om måneden, og han er lige så frisk i dag, som jeg husker ham. Hvad angår mig, så sætter jeg i dag mere pris på dem, jeg holder af. Ikke mindst så tænker jeg altid over det, når jeg går forbi en hjertestarter.